Landdistrikterne må ikke blive bagsiden af Viborgs vækst

Viborg Kommune vokser. Det er godt. Men vi skal være langt mere nysgerrige på, hvorfor nogle mindre byer går frem, mens andre mister indbyggere. For den viden kan bruges til at skabe mere liv i landsbyer og landdistrikter i hele kommunen.

 

Viborg Kommune fik 265 flere indbyggere fra 2025 til 2026. Det er positivt. En kommune i vækst står stærkere end en kommune i tilbagegang.

Men når man ser nærmere på tallene, bliver billedet mere interessant.

Viborg by voksede alene med 481 borgere. Samtidig gik landområderne samlet tilbage med 168 borgere. Hammershøj faldt fra 934 til 903 indbyggere.

Det kunne hurtigt blive historien om, at Viborg vokser, mens landdistrikterne taber. Men så enkelt er det ikke.

For flere mindre byer i Viborg Kommune går faktisk frem. Møldrup voksede med 50 borgere. Rødkærsbro med 22. Ørum med 21. Vammen med 15. Skals og Sparkær med 14 hver. Vejrumbro med 13. Stoholm med 12.

Det er vigtigt.

For det viser, at udviklingen ikke er givet på forhånd. Mindre byer kan godt tiltrække nye indbyggere. Landsbyer og lokalområder kan godt skabe fremdrift. Men vi skal blive meget bedre til at forstå, hvad der virker.

Vi skal ikke kun måle tilbagegang

Når vi taler om landdistrikter i Viborg Kommune, kommer samtalen ofte til at handle om det, der er truet: skoler, busruter, butikker, foreninger, frivillige og lokale mødesteder.

Det er vigtige emner. Men hvis vi kun taler om tilbagegang, risikerer vi at overse de steder, hvor noget faktisk lykkes.

Derfor bør Viborg Kommune ikke kun bruge befolkningstallene som et advarselslys. Vi bør også bruge dem som et læringsværktøj.

Når Møldrup, Ørum, Rødkærsbro, Vammen, Skals, Sparkær, Vejrumbro og Stoholm går frem, skal vi spørge:

Hvad er det, der tiltrækker nye borgere?

Er det boligerne?
Er det skolen eller dagtilbuddet?
Er det afstanden til arbejdspladser?
Er det foreningslivet?
Er det byggegrunde?
Er det naturen?
Er det lokale ildsjæle?
Er det en stærk fortælling om byen?
Eller er det kombinationen af det hele?

Det spørgsmål er langt vigtigere end blot at konstatere, at nogle byer vokser, og andre går tilbage.

Landdistriktsudvikling skal bygge på viden

Mit udgangspunkt er, at landdistriktsudvikling skal være mere konkret.

Det er ikke nok at sige, at vi gerne vil have liv i landsbyerne. Vi skal også vide, hvad der faktisk får mennesker til at vælge en mindre by eller et landdistrikt til.

Hvis en børnefamilie flytter til Ørum, Møldrup eller Vammen, så er det værd at spørge hvorfor. Hvad var afgørende? Var der en bolig til den rigtige pris? Var der en skole tæt på? Var der fritidsaktiviteter til børnene? Kendte de nogen i området? Oplevede de byen som åben og imødekommende?

Den viden skal ikke blive i den enkelte by. Den skal samles op og bruges politisk.

For hvis vi kan finde mønstre i de byer, der tiltrækker nye indbyggere, kan vi bruge den viden andre steder i kommunen. Ikke ved at kopiere én løsning direkte, men ved at forstå hvilke greb der virker.

Hammershøj og andre byer skal ikke tales ned

Når Hammershøj går tilbage med 31 indbyggere på ét år, skal vi tage det alvorligt. Men vi skal passe på med at tale byen ned.

Et fald i indbyggertal betyder ikke, at et lokalområde er uden fremtid. Det betyder, at vi skal være nysgerrige og handle i tide.

Hammershøj har skole, dagtilbud, Brugsen, hal, spejdere, foreninger, lokale arbejdspladser og en stærk placering mellem Viborg, Randers og Hobro. Det er ikke et lokalområde uden muligheder.

Men muligheder skal omsættes til retning.

Hvis en by skal tiltrække nye borgere, skal der være boliger at flytte ind i. Der skal være trygge veje og cykelstier. Der skal være lokale mødesteder. Der skal være synlige fællesskaber. Og der skal være en fortælling om, hvorfor man skal vælge netop det lokalområde.

Det gælder Hammershøj, men det gælder også mange mindre byer og landsbyer i Viborg Kommune.

Liv i landsbyer kommer ikke af sig selv

Der er en stærk sammenhæng mellem bosætning, frivillighed og lokale fællesskaber.

Når der flytter nye familier til en by, kommer der ikke kun flere indbyggere. Der kommer også potentielt flere børn i skolen, flere kunder i den lokale butik, flere medlemmer i foreningerne og flere hænder til frivilligt bestyrelsesarbejde.

Det er en positiv spiral.

Men den kan også gå den anden vej. Færre indbyggere kan betyde færre børn, færre kunder, færre frivillige og svagere lokale fællesskaber. Når først den spiral får fart, bliver den sværere at vende.

Derfor er bosætning ikke bare et spørgsmål om tal i et regneark. Det handler om, hvorvidt der er liv nok til at bære hverdagen i de mindre lokalsamfund.

Frivillighed er en kæmpe styrke i Viborg Kommune. Men frivillige kan ikke alene løfte en by, hvis de grundlæggende rammer mangler. De kan skabe aktiviteter, fællesskaber og energi. Men de kan ikke alene skaffe boliger, sikre veje, bevare service eller skabe kommunal prioritering.

Derfor skal det lokale engagement mødes af politisk vilje.

Viborg by må gerne vokse

Det her handler ikke om at sætte Viborg by og landdistrikterne op mod hinanden.

Viborg by må meget gerne vokse. En stærk hovedby er vigtig for hele kommunen. Viborg skaber arbejdspladser, uddannelse, handel, kultur og kommunal tyngde.

Men Viborg Kommune er mere end Viborg by.

Hvis væksten samler sig for meget i midten, mens landområder og mindre lokalsamfund mister kraft, får vi en kommune, der vokser på papiret, men bliver mere skæv i virkeligheden.

Det er ikke sundt for sammenhængskraften.

En stærk Viborg by og stærke landdistrikter er ikke hinandens modsætninger. De er hinandens forudsætninger. Men balancen kommer ikke af sig selv.

Vi skal lære af de byer, der lykkes

Jeg mener, Viborg Kommune bør arbejde langt mere systematisk med bosætning i mindre byer og landdistrikter.

Vi bør undersøge, hvorfor nogle byer går frem. Vi bør tale med tilflyttere. Vi bør bruge lokale erfaringer. Vi bør spørge ejendomsmæglere, skoler, dagtilbud, foreninger og borgerforeninger, hvad de oplever.

Og så bør vi omsætte det til konkrete handlinger.

Det kan være flere attraktive byggegrunde. Det kan være bedre synlighed om de lokale fællesskaber. Det kan være hjælp til lokale udviklingsplaner. Det kan være bedre adgang til puljer og fonde. Det kan være investeringer i skoleveje, stier og mødesteder. Det kan være en mere aktiv bosætningsindsats, hvor de mindre byer ikke bare får lov at passe sig selv.

For der er forskel på at håbe på udvikling og arbejde for udvikling.

Landdistrikterne skal være en politisk prioritet

Landdistrikterne må ikke blive bagsiden af Viborgs vækst.

Men de skal heller ikke beskrives som steder, hvor udviklingen kun går én vej. Tallene viser, at flere mindre byer faktisk går frem. Det skal vi tage lige så alvorligt som tilbagegangen andre steder.

For her ligger en vigtig nøgle:

Hvis vi vil skabe mere liv i landsbyer og landdistrikter i Viborg Kommune, skal vi ikke kun spørge, hvad der går galt.

Vi skal også spørge, hvad der virker.

Og når vi finder svaret, skal vi turde bruge det politisk.