Kirkerne og præstegården

En granitkirke på bakken

Vorning Kirkes apsis, kor og skib er fra romansk tid, sandsynligvis den sidste del af 1100-tallet. De er bygget af tilhuggede granitkvadre på en profileret dobbeltsokkel. I bogen Vorning Sogn fra 1971 opgjorde lærer Anders Carl Fiil, at der var brugt omkring 1.500 sten.

På nordsiden og i apsis er der bevaret små romanske vinduer. Nordportalen har tre fritstående søjler på hver side og er et af kirkens mest bemærkelsesværdige stykker stenhuggerarbejde. Åbningen er tilmuret. Den enklere syddør bruges som indgang gennem våbenhuset.

Tårnet og stenene fra Hvidding

Tårnet er senmiddelalderligt og bygget af både granitkvadre og munkesten. Der indgår genbrugte romanske bygningsdele, som formentlig kommer fra den nedrevne kirke i Hvidding.

Tårnet var oprindelig højere. Den øvre del styrtede ned i 1800-tallet og blev senere repareret. Kirken blev restaureret i 1878, mens våbenhuset blev sat i stand i 1956.

Inde i kirken

Kirkerummet står i dag lyst, med hvidkalkede vægge, høje gråblå bræddelofter og et gulv i sorte og gule fliser. Men flere af de vigtigste stykker er meget ældre end det indtryk.

Restaureringen i 1878 ændrede også kirkens indre: korbuen og apsisbuen blev gjort bredere, væggene glatpudset, og vinduerne mod syd blev større. Det forklarer, hvorfor rummet i dag både rummer middelalderlige spor og tydelige ændringer fra 1800-tallet. Kirkernes egen beskrivelse af restaureringen fortæller om disse indgreb.

Døbefonten er romansk og hugget i granit. Den har fire løver, opstillet parvis, men med hvert sit hoved. I våbenhuset findes en del af den oprindelige alterbordplade med en fordybning til et relikvie.

Altertavlen er fra renæssancen, omkring år 1600. Nationalmuseets beskrivelse hos Lex læser hovedbilledet som Den Sidste Nadver. I topstykket ses symbolerne for Tro og Håb, et kors og et anker.

Prædikestolen har fint udskårne bibelscener. Den store prædikestolshimmel bærer årstallet 1653 og er udsmykket med englefigurer. Selve stolen kan være lidt ældre.

Kirkens tre romanske gravsten er også bevaret. Klokken blev omstøbt i 1825 og 1892 efter revner. Ifølge Fiil kom der orgel omkring 1914 og elektrisk varme i 1950.

Hvidding havde sin egen kirke

Hvidding var tidligere et selvstændigt kirkesogn. Kirken er forsvundet, men ved det gamle skoleområde er der fundet grundsten, kalk og grus. Stedet omtales som Hvidding kirketomt.

Hvornår kirken blev revet ned, vides ikke sikkert. Lokalt har nedlæggelsen været forbundet med pest. De genbrugte sten i Vorning Kirkes tårn kan være nogle af de spor, bygningen har efterladt.

Der holdes også gudstjeneste på kirketomten. Hvidding har dermed stadig en forbindelse til sit gamle kirkested.

Læs mere om Hvidding

Præstegården som landbrug

Præsten Laurits Thomsen Aabye beskrev i 1690 en firlænget gård med en gårdsplads på omkring 63 alen på hver led. Østlængen var til kvæg, sydlængen til bolig, køkken og bryggers, vestlængen til gæster og heste og nordlængen til korn og hør.

Omkring 1801 havde præstegården cirka 56 tønder land ved hovedparcellen og 35 tønder land hede. Besætningen talte ti køer, fire heste og tyve får. Præstens indtægt kom både fra embedet og gårdens drift.

Konfirmander blev undervist i den gamle fællesstue. Forpagtere og tjenestefolk var også en del af livet på stedet. Det nuværende stuehus blev bygget i 1938; Fiil angiver en byggesum på 30.585 kroner.

Jens og Maren Blicher

Jens Blicher var præst fra 1825 til 1864. Han forbedrede engdriften, fornyede udbygninger og plantede træer. Ifølge Fiil blev der alene i 1830 plantet omkring 5.000 træer på tre tønder land.

Hans hustru Maren Blicher stod for en stor husholdning og blev kendt for sin ost. Fiil fortæller, at hun i 1829 modtog en guldmedalje fra Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab for ostearbejdet. Erindringer om præstegården nævner både kapellan, kokkepige, stuepige, karle, røgter og gåsehyrde.

Præsterne og landsbyen

Hegelund-familien knytter Vorning til reformationens tidlige år. Morten Hegelund var præst her, før han kom til Aalborg omkring 1527. Fiil fortæller, at hans bror Mads fulgte efter i Vorning og kom i konflikt med biskop Jørgen Friis om kirkerne og anneksgårdene.

Peder Marquard, præst fra 1708 til 1733, skrev fundatsen for skolen i 1724. Jens Hasselager fulgte efter ham, og Blicher-familien havde senere embedet gennem flere generationer.

Birger Hjorth-Jensen var præst fra 1950 og i næsten fire årtier. Under ham blev kirken og kirkegården sat i stand. Præstegården blev også brugt til åbent-hus-aftener og foredrag.

Nøddåben i Vorning Præstegård

St. St. Blicher brugte historien om en nøddåb i Vorning Præstegård i sin novelle. Bag fortællingen ligger en virkelig sag fra 1700-tallet.

Eva Christina blev født i hemmelighed på Clausholm den 14. september 1734. Barnets plejere rejste til Vorning for at få hende døbt. En kvinde forklarede senere, at dåben var sket i præstegården, og at præstens hustru havde fået en rigsdaler. Barnet døde i København i marts 1735.

Præsten Jens Hasselager blev afhørt og benægtede under ed, at han selv havde døbt barnet. Det er fortsat uklart, hvem der foretog dåben.

En kirkebogsnotits fra 12. april 1740 om et barn i Kvorning er senere blevet kædet sammen med sagen. Historikeren Paul Gleerup vurderede imidlertid, at den sandsynligvis vedrører en anden begivenhed. Blichers novelle er hans litterære bearbejdning af historien.

Kirkegården og Hegelund-anlægget

På kirkegården møder man navnene på præster, gårdfamilier, lærere og håndværkere fra sognet. Hegelund-anlægget er opkaldt efter Morten Hegelund og fungerer som mindelund med gravsten, der fortæller en særlig historie. Der foretages ikke nye begravelser i selve anlægget.

Kirkernes egen hjemmeside fortæller om flere af gravstenene og stednavnene. De historier er en god indgang til at følge gårdene og familierne videre.

Læs om gravstenene i Hegelund-anlægget

Pastor Blichers datter Grethe

Jens Blicher var præst i Vorning fra 1825 til 1864. Hans og Maren Stochholms datter Karen Margrethe blev i familien kaldt lille Grethe. Steen Steensen Blicher var en slægtning og kom på besøg.

Marianne Engberg følger Grethes liv fra præstegården til Sorø. I 1875 blev hun gift med Frederik Theodor Kattrup. De sidste år boede de ved Torvet i Sorø, hvor de også begge blev begravet. Grethe døde i 1901.

Fortællingen minder om, at præstegården også var et hjem med børn og familieforbindelser. Ikke alle, der voksede op i sognet, blev boende her.