Da byen selv tog ansvar

Da bønderne selv byggede skoler

Skolen i Vorning og Hvidding blev ikke sendt ud fra en central myndighed. Den blev bygget af byerne selv. Da biskop Søren Lintrup visiterede Vorning Kirke den 4. august 1723, noterede han, at ungdommen kun var mådeligt undervist. Der var ingen egentlig skolemester, og degnen Anders Resen – student, men efter alt at dømme ikke særlig optaget af børnenes oplæring – sørgede ikke selv for undervisningen. Det interessante er, hvad bønderne allerede havde gjort: i både Vorning og Hvidding havde de besluttet at holde egne skolemestre. I Vorning havde bymændene endda udvalgt en byggeplads og samlet penge ind til et skolehus.

Den 2. februar 1724 blev fundatsen for Vorning Skole underskrevet, skrevet af sognepræsten Peder Jørgen Marquard. Vorning og Holme bymænd havde opført et lille skolehus på byens fællesjord. Samme år byggede Hvidding-bymændene deres egen skole på grandejord. Vorning fik Niels Sørensen som første skoleholder, Hvidding fik Anders Nielsen.

Bymændene fandt jorden, skaffede materialerne, betalte læreren i korn og sørgede for, at også fattige børn kunne komme i skole. Det var ikke en moderne folkeskole. Men det var begyndelsen på et fælles ansvar for børnenes undervisning.

Skolens rytme

Skole om vinteren – arbejde om sommeren

Begge skoler var vinterskoler. Der blev undervist fra omkring mortensdag til påske, og begrundelsen stod skrevet lige ud: børnene gik i skole, så længe de kunne undværes fra ploven. Om sommeren måtte skoleholderen finde andet arbejde og anden indtægt.

Undervisningen var først og fremmest kristelig oplæring. Børnene skulle lære at læse tryk og håndskrift, skrive, regne lidt og frem for alt kunne deres katekismus, salmer og bønner. Religion var ikke et fag ved siden af de andre – det var selve grunden til, at man overhovedet holdt skole. Og det var byen, der betalte. Bønderne i Vorning og Holme forpligtede sig til at aflønne skoleholderen, også dem, der ikke selv havde børn i skolen. Undlod en familie at sende sit barn i skole, kunne den få en bøde. Skolefravær var altså ikke kun et nutidigt problem – i 1820 blev forældrene i Vorning direkte kritiseret for at holde børnene hjemme.

Hovedbyens skole

Vorning Skole

Med skoleforordningen af 23. januar 1739 – den første egentlige landskolelov – blev skolen i Vorning knyttet tættere til degneboligen. Der skulle bygges tre fag til, og degnen skulle derefter holde skole. Bymændene fra Vorning, Holme og Vorning Mølle stod for kørsel af materialer fra Hobro eller Randers, skorsten, kakkelovn, lerklining og vedligeholdelse. Læreren fik en blandet løn i penge, rug og byg, græsning til en ko og nogle får, foder og tørv.

Efter skoleloven i 1814 fik sognet en skolekommission med præsten som formand, en skolepatron og en skoleforstander. Ved kommissionens første møde den 16. september 1815 blev skolestuen beskrevet nøgternt og lidt trøstesløst: kun to fag stor, meget lavloftet, med gulv af ler og stenpikning, liggende lavere end jorden udenfor og derfor fugtig. Præsten ville rive den ned og bygge nyt. Skolepatron og skoleforstander ville af sparehensyn nøjes med at udvide med ét fag. Det er en konflikt, man kan genkende den dag i dag: behovet for ordentlige rammer over for ønsket om at holde udgifterne nede.

Der kom en ny skole i 1854, bygget vest for den gamle. I 1910 blev der opført nye skolestuer, og den gamle skolestue blev lavet om til bolig for lærerinden. Det passer med, at listen over lærerinder i Vorning begynder netop i 1910.

Vorning Skole var langt mere end undervisning. Lærer Jens Skriver, der var lærer fra 1877 til 1923, oprettede i 1884 Vorning og Omegns Sparekasse og bestyrede den til sin død i 1927. Kontoret lå indtil 1923 i lærerboligen. Efter ham blev lærer Anders Carl Fiil daglig leder af sparekassen. På skolen lå desuden sognebiblioteket, oprettet i 1929 – Trap Danmark angiver omkring 1.800 bind sidst i 1950’erne. Skolen var altså på én gang undervisningssted, lærerbolig, sparekassekontor og bibliotek. Et lokalt knudepunkt.

Hvordan det føltes indefra, ved vi lidt om takket være erindringen Flabbeliv i Vorning 1938–47. Anna Marie Kalsbøll husker lærer Fiil som førstelærer og frk. Sørensen som forskolelærer, det lille bibliotek i et lokale på skolen, og at Fiil også bestyrede sparekassen. Selv hendes skolemappe har sat sig fast i hukommelsen – den var syet af skomager Svend Leth i Vorning og holdt hele gymnasiet igennem.

Skolen for enden af vejen

Hvidding Skole

Hvidding fik sin egen skole af en meget praktisk grund: vejen til Vorning var lang og besværlig, og børnene kunne ikke med rimelighed søge skole der. I en tid uden skolebus og asfalt var den lokale skole både en nødvendighed og et stykke identitet.

Skolen fra 1724 lå på grandejord, og Anders Nielsen var første skoleholder. Han fik hus og jord i fæste uden afgift, 12 skæpper rug om året og lov til at opdyrke lidt hede og passe en kålhave – mod at undervise byens børn fra mortensaften til påske. En indberetning fra 1773 knytter skolens fundering til grev Scheel, der som ejer af Skjern var godsejer for Hvidding-bønderne. Der er ikke nogen modsætning i det: bymændene byggede og vedligeholdt selv skolen, mens greven optræder som fundator bag ordningen.

Lærerlønnen var lille. Da præsten i 1771 beskrev forholdene, tjente skoleholderen Knud Pedersen 12 skæpper rug og fire rigsdaler plus lidt højtidsoffer. Det var så beskedent, at hans hustru og datter måtte bidrage til husholdningen som væversker.

Den første skolebygning fra 1724 blev til sidst revet ned i 1855 og erstattet af en ny. I 1928 kom så en helt ny skole med lærerbolig, bygget på to parceller, gårdmændene Søren Byrialsen og Ingvard Sørensen solgte til kommunen – i alt 4.230 m² for 1.533 kroner og 72 øre. Elevtallet fortæller resten: i 1940 gik der 32 børn på Hvidding Skole. Ved nedlæggelsen i 1963 var der 14 elever fordelt på tre årgange. Færre børn, mekanisering i landbruget og den gryende centralisering spillede alle ind, men jeg udpeger ikke én enkelt årsag – det står der ikke en beslutningsprotokol på i kilderne.

En sidste, tvetydig detalje: Trap Danmark oplyser, at der ved Hvidding Skole skal have stået en kirke, og at der er fundet grundsten, kalk og grus på stedet. Den formulering lader jeg stå, som den er. Det er ikke det samme som en arkæologisk udgravet kirke med kendt grundplan.

Menneskene bag skolen

Lærerne var en del af landsbyens liv

En lærer var sjældent kun lærer. Han kunne samtidig være degn, kirkesanger, landbruger, sparekassebestyrer og bibliotekar. Derfor er lærerne også en god indgang til landsbyens historie. I Vorning står to navne særligt tydeligt. Jens Skriver (lærer 1877–1923) var en myndig og driftig mand, der lagde skolelodden sammen med to ejendomme til et helt landbrug, solgte det i 1907 og oprettede sparekassen i 1884. Anders Carl Fiil (lærer 1923–1963), født i Brøndum ved Hobro i 1896, overtog ledelsen af sparekassen og skrev senere bogen Vorning Sogn fra 1971 – den bog, det meste af denne side hviler på.

I Hvidding er det svært at komme uden om skolens sidste lærer, Birge Verner Heine Pedersen, der tiltrådte i 1955 og var der til lukningen i 1963. Her er kilderne ikke helt enige: Fiils lærerliste angiver hans periode til 1964, mens lokalarkivets artikel følger ham til lukningen i 1963. Selve lukkeåret, 1963, er der til gengæld ingen tvivl om. Også flere ældre navne skrives forskelligt fra kilde til kilde, og det er der ingen grund til at skjule. Hvidding-læreren fra 1750’erne kaldes både Knud Pedersen og Knud Petersen, hans efterfølger Laust Vognsen skrives også Lauritz, og læreren fra midten af 1800-tallet optræder som både Peder Anchersen, Peder Andersen og Ankersen. Jeg foretrækker at vise usikkerheden frem for at vælge en tilfældig version.

Overblik

En kort tidslinje for skolerne

Da funktionerne flyttede

Da skolerne blev samlet i Hammershøj

Hvidding lukkede først, i 1963. Vorning fortsatte lidt endnu. Fiils lærerliste for Vorning slutter i 1970, og det er samme år, skolevæsenet for den gamle Vorning-Kvorning-Hammershøj sognekommune blev centraliseret på Hammershøj Centralskole. Jeg opfinder ikke en præcis lukkedato for Vorning Skole, for den står ikke i kilderne – men skolen må regnes for ophørt som selvstændig skole i forbindelse med centraliseringen i 1970. Centralskolen var i begyndelsen ikke fuldt udbygget: Hammershøjs gamle skole blev brugt videre til de yngste årgange samt sløjd og husgerning, og de sidste folkeskoleelever forlod den først i februar 1984.

Det er nemt at fortælle skolehistorien som en række lukninger. Men når en skole lukker, mister en by ikke kun undervisningen. Den mister også arbejdspladser, lærerfamilier, et bibliotek, et mødested og en fast forbindelse mellem generationerne. Det er værd at huske, når vi taler om skolestruktur i dag.