Vorning Sogn
Landskabet og oldtiden i Vorning Sogn
Ådalene og gravhøjene er nogle af de ældste spor i sognet. Her findes også gamle marknavne, en hellig kilde og historier, som er blevet fortalt gennem generationer.
På denne side
Vandet og bakkerne
Skals Å, Tjele Å og Vinge Møllebæk har gennem århundreder været naturlige grænser i sognet. Ved åerne ligger engene, og flere steder stiger terrænet stejlt mod skrænter og dybe slugter.
Det brede dalstrøg mod nord blev formet af smeltevand under den sidste istid. De mindre slugter er siden blevet påvirket af vand og erosion. Sandjorden på bakkerne og de fugtige enge gav forskellige vilkår for arbejdet på gårdene.
Resten af sognet beskriver Trap som et ret jævnt bakkeland med sandet jord, mod øst mere let og mager, andre steder sandmuldet med ler under. Lærer Anders Carl Fiil beskrev i Vorning Sogn fra 1971 de samme forskelle helt tæt på: gode, dybe marker det ene sted, kolde og vandlidende pletter det andet, høje bakker og dybe slugter imellem hinanden.
Anders Fiil bemærkede også, at der var mange familiebånd mod syd og øst, men færre på tværs af åerne mod nord. Vandet havde betydning for både færdsel og forbindelserne mellem folk.
Vorning Bavnehøj ligger 69 meter over havet. Det er en oldtidshøj, som Trap Danmark også registrerede som trigonometrisk station og udflugtssted. Højden giver udsigt over bymarkerne og dalen.
Fra hede til marker
I dag ligger det meste af sognet som opdyrket land. Sådan har det ikke altid været. Langs sydgrænsen strakte der sig engang en næsten sammenhængende hede fra Nørbæk skel til Vinge Møllebæk. Nørrehede var skel mellem Vorning og Hvidding bymarker og fortsatte i Hvidding Sønderhede. En ældre kilde beskrev heden som stor og delvist græsklædt, med græsning til omkring 80 kreaturer.
Da Fiil skrev sin bog i 1971, var lyngen næsten væk. Kun på højenes sider og de stejle skrænter var der lyng tilbage, og opdyrkningen var først blevet helt afsluttet i 1900-tallet. Vorning Grønning beskrev han som kuperet, med skarpe, sandede bakker og lavere terræn ned mod engene.
Marknavne som Solhøjsagre, Tørvemoseagre, Bredbæksagre og Sønderlyngagre ved Vorning og Baglunden, Karmose og Vester Bundløs ved Hvidding fortæller om jord, vand og den tidligere brug af landskabet. Fiil samlede mange af navnene i sin bog.
Stenalderens spor
Fra omkring 4.000 f.Kr. begyndte bondestenalderen i Danmark. Skov blev ryddet, korn dyrket og husdyr holdt. De store stengrave hører også til denne periode.
Fiil omtaler en jættestue på Hvidding skolelod, matrikel 2a. Trap Danmark nævner en langhøj med rest af et lille kammer og to ødelagte høje, som havde indeholdt stenkamre. De gamle optegnelser giver spor til steder, der siden kan have ændret sig.
Gravhøjene
I bronzealderen, cirka 1.700–500 f.Kr., blev mange gravhøje lagt på steder, hvor de kunne ses langt omkring. Bavnehøj, Blikshøj, Kraghøj, Hulhøj og Haveshøj er nogle af navnene i sognets historie.
Trap Danmark opgjorde omkring 1960 en fredet langhøj og 30 fredede høje i sognet samt 44 sløjfede eller ødelagte høje. Værket fremhæver blandt andet Vorning Bavnehøj og Hulhøj sydøst for Hvidding. I en høj ved Vorning blev der fundet en ansigtsurne fra yngre bronzealder.
Glasbægeret fra Blikshøj
Et glasbæger med græsk indskrift blev fundet i Blikshøj. Fiil gengav indskriften med betydningen: Drik og lev lykkeligt. Bægeret kom til Nationalmuseet.
Jørgen Jensen beskriver i Danmarks Oldtid bægeret som gulgrønt, på en lav fod, med fire ovale mønstre på siden og en græsk indskrift under kanten. Han regner det blandt glas fra det østlige Europa. Den slags glas kom hertil gennem forbindelser, som rakte langt ud over landsbyen.
Bægeret er dermed et lille stykke jernalderhistorie med en lang rejse bag sig. Indskriften opfordrer til at drikke og leve godt.
Blikshøj fik endnu et minde, da Jens og Marie Flarup rejste en genforeningssten på højen. Den blev afsløret den 1. august 1922. Runeindskriften blev hugget af friskolelærer Carl Andersen fra Sønder Onsild. Stenen står over for Blikshøjgård ved Vorningvej 109.
Grave ved gårdene
Fiil omtaler jernaldergrave ved Kraghøj på præstegårdens mark og på Hvidding Skovagre. Han nævner også keramik og husgeråd fra matrikel 20a.
Fund og Fortidsminders registrering ved Skotterupgård nævner et fund fra 1905 og den historiske matrikel 4 i Holme. Det giver en forbindelse mellem oldtidshistorien og gården, som i luftfotosamlingen ligger på Holmevej 17.
Der dukker stadig fund op
Også i de senere år er der afleveret fund fra området ved Vorning til Viborg Museum. Fund og Fortidsminder har registreret afleveringer fra 2024–2026 og daterer materialet til germansk jernalder, vikingetid og middelalder.
Det føjer flere perioder til historien om livet her. Museets registrering er et sted at følge de nye oplysninger, efterhånden som fundene bliver undersøgt.
Hvidding Krat
Krattet nord for Hvidding er en rest af gammel egeskov. Det har været brugt til hugst, græsning og jagt. De mange slugter og stednavne er en del af landskabets historie.
Helligkilden og de gamle sagn
Fiil gengiver flere lokale sagn. Ved Røverstuen fortælles om tolv røvere og en kæde over vejen. Ved Glanshøj fik en pløjekarl hjælp af de underjordiske, og ved Jawhøj mente børnene, at der boede bjergfolk. Kong Have i Haveshøj og Kong Seve på Dosset hører til en længere fortælling om deres børn, kærlighed og et slukket lys ved mosen. Tandstenene og Tandkilden indgår også i historierne.
På Vorning Mark lå en hellig kilde. Præsten Jens Hasselager skrev i 1743, at fattige, syge og ulykkesramte søgte den ved valborg og sankthans. Blicher omtalte senere ofre af potteskår og træskeer ved kilden. Endnu i 1890’erne blev der efter Fiils oplysninger fundet mønter.
Sagnene fortæller, hvordan folk oplevede stederne og gav dem mening. De hører med til sognets historie som overleverede fortællinger.
Kilden, der også gav drikkevand
Helligkilden var ikke kun et sted i sagnene. Anna Pedersen beskrev den i en skolestil i 1936, og huset ved kilden brugte vandet i husholdningen helt frem til 1992.
Da Poul Meyer undersøgte den gamle brønd i 1966, fandt han sten, en trækonstruktion og potteskår. Kilden blev sat i stand i 1997–1998 med hjælp fra amtet. Riisagers fortælling følger både de gamle beretninger og de mennesker, som havde kilden tæt på i hverdagen.
Landskabet ændrer sig stadig
Heden blev opdyrket gennem 1800- og 1900-tallet, og skoven blev reduceret til blandt andet Hvidding Krat. Luftfotos viser nogle af de senere forandringer i marker, beplantning og bygninger.
En kommunal forundersøgelse af et vådområde ved Vorning Å blev afsluttet i 2025. Det er et nyere kapitel i forholdet mellem jord, vand og landbrug.
Samlet af Morten Christensen. Har du en historie, et billede eller en rettelse? Skriv gerne til mig.