Spejdernes Lejr og FDF Landslejr 2026 gav børn og unge oplevelser for livet: To lejre, tusindvis af frivillige – og en kæmpe tak

To byer, der forsvandt igen

Man tænker ikke over det, når man kører forbi. En mark. Nogle telte. Lidt flag. Men på Sletten ved Ry og i Hedeland uden for Roskilde blev der i sommer bygget to hele byer op fra bar jord, og de blev pillet ned igen bagefter.

Spejdernes Lejr fyldte omkring 75 hektar. Det svarer til cirka 100 fodboldbaner. På det areal boede der 30.000 mennesker i ni dage. FDF Landslejr på Sletten samlede 8.000 deltagere i sin egen lejrby. To steder, hvor der pludselig skulle være vand, strøm, mad, toiletter og en form for orden, hvor der før bare var natur.

Det lyder enkelt, når man siger det hurtigt. Det er det bare ikke.

Alt det, der skal fungere

Prøv at tænke din egen by igennem. Rent vand i hanen. Strøm i stikkontakten. Mad i køleskabet. Skrald, der bliver hentet. En læge, hvis nogen kommer til skade. Veje, folk kan gå på. Det tager vi for givet, fordi nogen har brugt årevis på at bygge det.

På en lejr skal det hele stå klar på få uger. Der skal graves vand og kloak. Der skal trækkes el ud til et lejrkøkken. Der skal køres tusindvis af måltider ud, og opvasken skal ordnes bagefter. Der skal være affaldssortering, førstehjælp, brandveje og en plan for, hvad man gør, hvis vejret slår om. Og der skal være scener, aktiviteter og et sted at være, når en 8-årig har hjemve klokken ni om aftenen.

Og så skal der være styr på det, man ikke selv har valgt. I Hedeland voksede der for eksempel giftig vild pastinak på området – en plante, der kan give vabler på huden i solskin. Arrangørerne hegnede de værste steder ind og advarede alle via lejrens app og skilte. Resultatet: kun få og milde tilfælde blandt 30.000 mennesker. Sådan ser god planlægning ud – man opdager problemet, før det bliver et.

Ingen af delene sker af sig selv. Det er mennesker, der har sagt ja til at løse det. Gratis.

Spejdernes Lejr 2026 – en by på tid

Det, der gør det ekstra vildt, er, at det hele er midlertidigt. En rigtig by bygges over generationer og bliver stående. En lejrby bygges på uger, står i knap ti dage og forsvinder igen. Bagefter skal marken helst se ud, som om der aldrig har været nogen. Vandrør pilles op. El rulles sammen. Affald køres væk. Græsset får lov at komme sig.

Det stiller nogle krav, en almindelig by aldrig møder. Alt skal kunne samles og skilles ad igen. Alt skal kunne tåle regn og mange tusind par gummistøvler. Og det skal være sikkert nok til, at helt almindelige forældre tør sende deres barn afsted. At det lykkes, år efter år, er ikke held. Det er planlægning og en masse mennesker, der ved, hvad de laver.

Frivilligheden i tre lag

Når man taler om frivillige på så store lejre, taler man tit, som om det er én slags mennesker. Det passer ikke. Der er mindst tre lag, og de laver noget forskelligt.

Planlæggerne

Først er der dem, der har siddet med det i årevis. En landslejr eller en spejderlejr planlægges ikke på et halvt år. Der er folk, der har brugt weekender og aftener på budgetter, tilladelser, sikkerhed og logistik, længe før det første telt kom op. Det er ulønnet arbejde, der ligner et projektlederjob.

De centrale lejrfrivillige

Så er der dem, der får selve lejren til at køre i de dage, den står. Køkkenhold, byggehold, el og vand, førstehjælp, information, affald. De 3.500 frivillige på Spejdernes Lejr er langt hen ad vejen det lag. Uden dem er der ingen lejr, kun en mark med telte og ingen mad.

De lokale ledere tæt på børnene

Og så er der dem, jeg kender bedst. De lokale ledere. Dem fra spejdergruppen i Hammershøj og fra FDF-kredsen i nabobyen, som tager deres egen sommerferie og bruger den på at være sammen med en flok børn, der ikke er deres egne. Det er dem, der trøster ved hjemve, tæller hoveder ved sengetid og holder styr på, at ingen kommer til skade med en dolk. Det ansvar holder ikke fri. Det er der døgnet rundt.

Man skal passe på ikke at blande de tre lag sammen. En central lejrfrivillig og en lokal spejderleder laver ikke det samme. Men de er fælles om, at det ikke kunne lade sig gøre uden dem.

Og så var der lejren ved Ry

Spejdernes Lejr var ikke sommerens eneste kæmpepræstation. Ugen inden, fra den 9. til den 17. juli, holdt FDF Landslejr på Sletten ved Ry – med over 8.000 deltagere og temaet »Skovhjertet«. Lejren i år markerede oven i købet et jubilæum: FDF holdt sin første landslejr i 1926, så det var 100-året, der blev fejret.

Og fejret blev der. Midt i en hedebølge holdt FDF’erne Danmarks største vandkamp – med rigtige brandbiler, der sprøjtede ud over omkring 5.000 deltagere. Den kom i Børnenes Rekordbog som officiel danmarksrekord. En deltager kaldte det kaos, men på den gode måde, med larm og latter fra alle hjørner. Senere samme dag holdt de udendørs gudstjeneste med over 12.000 mennesker.

FDF og spejderne er ikke det samme. De har hver deres historie, deres egne sange og deres egen måde at gøre tingene på. Men når man ser på, hvad de faktisk laver med børnene, ligner det hinanden mere, end folk tror. Fællesskab. Friluftsliv. Ansvar. Samarbejde. Og børn, der lærer at bidrage, ikke bare blive underholdt. To spor, samme retning. Og bag begge lejre: frivillige, der har knoklet i årevis.

Det, spejder giver børn og unge

Vi er gode til at måle det, der kan måles. Antal deltagere, antal aktiviteter, antal kvadratmeter. Det er også fint, for det siger noget om, hvor stort det er. Men det vigtigste kan ikke tælles op.

Venskaber på tværs af landet og på tværs af grænser. At turde sove væk hjemmefra. At lave mad over bål, selvom det tager dobbelt så lang tid. At stå i opvasken, fordi det er ens tur, og ikke fordi nogen tjekker efter. At opdage, at man godt kan mere, end man troede. Det er den slags, børn husker – og den slags, der former dem.

Noget af det, jeg holder mest af ved spejder og FDF, er, at det er et af de få steder, hvor børn ikke bliver målt og vejet. Der er ingen karakterer. Ingen udtagelse til A-holdet. Ingen, der bliver sat på bænken, fordi de ikke er hurtige nok.

Man er med, fordi man er med. Den stille dreng, der ikke siger så meget i skolen, kan være den, der er bedst til at binde knob eller holde hovedet koldt, når det regner ind i teltet. Det gør noget godt for et barn at opdage, at der findes rum, hvor man tæller med på andre måder end dem, skolen bruger.

Løser det alt? Nej. Men noget vigtigt.

Jeg skal passe på ikke at gøre det for pænt. Foreningslivet redder ikke alt. Et barn, der mistrives, bliver ikke automatisk glad af en weekend i skoven. Nogle børn falder fra, fordi det bliver for dyrt, for langt væk, eller fordi der ikke er voksne nok til at holde gruppen kørende. Og de samme få frivillige ender tit med at trække læsset, indtil de brænder ud.

Så nej, spejder og FDF er ikke svaret på alle trivselsproblemer. Men de kan noget, som er svært at få andre steder. De giver børn et sted at høre til, voksne rollemodeller, der ikke er deres forældre eller lærere, og en erfaring med, at man bygger noget sammen. Det er ikke ingenting. I en tid, hvor mange børn bruger mange timer alene foran en skærm, er det faktisk ret meget.

En 11-årig fra Vorning

Hvordan ser alt det ud i børnehøjde? Det fik jeg svar på hjemme ved køkkenbordet.

Min datter Lily er 11 år, bor i Vorning og er juniorspejder hos DDS-spejderne i Hammershøj. Det her var hendes første Spejdernes Lejr – hun var med fra lørdag den 18. til torsdag den 23. juli. Hun kom hjem træt, beskidt og med våde støvler i bunden af tasken. Men også med den der glød, man ikke kan købe sig til.

Da jeg spurgte, hvad der var bedst, sagde hun ikke en aktivitet. Hun sagde, at det var stort. At der var så mange. Og at England boede lige ved siden af – Hammershøj-spejderne havde nemlig en engelsk gruppe som naboer på lejrgaden. De 4.000 udenlandske deltagere fra 32 lande var ikke et tal for hende. De var nogen, man sagde godmorgen til. Nogen, hvis sprog man ikke helt forstod, men hvis leg man sagtens kunne være med i.

Blandt de udenlandske spejdere var i øvrigt også 78 unge fra Tjernivtsi i Ukraine. Deres leder kaldte opholdet »en livsforandrende oplevelse« – et sted, hvor børn fra et land i krig kunne lade batterierne op. Det sætter det i perspektiv, hvad sådan en lejr også kan.

Man kan ikke forklare et barn, hvad 30.000 mennesker er. Man kan kun stille det midt i det. Lily rejste hjemmefra som en pige fra Vorning. Hun kom hjem med en fornemmelse af, at hun hører til i noget, der er meget større end det. Verden blev både større og mindre for hende på én gang. Det er præcis det, alle de frivillige har bygget.

Og så blev byen stille igen

Lørdag aften samledes titusindvis af spejdere en sidste gang foran hovedscenen til afslutningslejrbålet – et kæmpe festshow med sang, musik og fællessang, hvor spejdere fra hele verden stod skulder ved skulder. Trætte ben, solbrændte kinder og høj stemning.

Og søndag den 26. juli forsvandt byen så. 30.000 spejdere pakkede teltene sammen og rejste hjem – 400 busser kørte i pendulfart, tre veje omkring Hedeland var spærret, og politiet bad bilister på Vestegnen om at væbne sig med tålmodighed. Selv en bys nedlukning kræver en plan, når byen har 30.000 indbyggere. Om nogle uger ser Hedeland igen ud, som om der aldrig har været nogen. Men det har der.

Og næste gang findes allerede. I 2030 rykker Spejdernes Lejr til Silkeborg, og året efter, i 2031, kommer World Scout Jamboree til Danmark – også i Silkeborg – for første gang i over 100 år. Titusindvis af unge spejdere fra hele verden. Der er med andre ord nok at glæde sig til. Og nok at bruge frivillige hænder på. Den slags historier fra foreningslivet og de små samfund fortjener i det hele taget mere opmærksomhed – det har jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

Tak, og en opfordring

Så det her er, som lovet, først og fremmest en tak. Til planlæggerne, der har brugt år af deres fritid. Til de tusindvis af lejrfrivillige, der fik to byer til at fungere. Og til de lokale ledere, der brugte deres sommerferie på at trøste, tælle hoveder og holde vagt over andres børn. I sendte tusindvis af unger hjem med noget, de ikke glemmer.

Og så er det en opfordring, to faktisk.

Til forældre: lad dit barn prøve det. Man behøver ikke selv have været spejder. Du skal bare give dit barn lov til at møde op et par gange og se, om det er noget. Det værste, der kan ske, er, at det ikke er din datters eller søns kop te. Det bedste er, at de finder et fællesskab, der følger dem gennem hele barndommen.

Til de voksne, der har lidt tid til overs: de lokale grupper mangler hænder hele året, ikke kun til lejr. Man behøver ikke være leder. Nogen skal også køre en tur, reparere en hængelås eller stå for kagen til forældremødet. En stor lejr som Spejdernes Lejr 2026 starter i den lille gruppe derhjemme. Hvis den gruppe ikke findes, kommer barnet aldrig afsted.

Det er derfor, det er værd at bakke op om. Ikke kun de uger, teltene står. Hele året.

Spørgsmål og svar om lejrene